At Vågne op er ikke nok - og hvorfor vi også må Vokse op!
Om forskellen mellem spirituel opvågning og emotionel modenhed og hvorfor begge dele er nødvendigt i et moderne liv.
Eckhart Tolle har gjort noget enestående: Han har formidlet erfaringen af nærvær, indre stilhed og hvordan vi kommer i kontakt med vores 'sande natur'. Det har han gjort i et sprog, millioner kan forstå. Budskabet om at være i nuet, om at løsne identifikationen med tankerne og opdage den stille bevidsthed bag dem, har haft en enorm frigørende kraft for mange.
Men i kølvandet på denne bølge opstod også en vigtig samtale blandt en række spirituelle lærere og psykologisk orienterede praktikere. Samtalen handlede ikke om at afvise opvågning, men om at pege på noget, der let overses:
At det at vågne op ikke er det samme som at vokse op.
To forskellige bevægelser
At vågne op handler om et skift i identifikation.
Man opdager, at man ikke er sine tanker, følelser eller livshistorie, men dybest set, bevidstheden i sig selv, åben, stille, grænseløs, uendelig, evig og upåvirket af alt.
At vokse op handler derimod om udvikling.
Det handler om, hvordan vores personlighed, vores følelsesliv, vores moral, vores perspektiv og vores evne til relationel kompleksitet, kan modnes over tid.
De to bevægelser er ikke modsætninger, men de er heller ikke det samme.
En person kan have haft dybe erfaringer af nærvær, eller ‘vores sande natur’ og stadig reagere umodent i relationer. Man kan have indset tankernes illusoriske natur og stadig være præget af uforløst vrede, sort-hvid tænkning eller manglende empati.
Det er her, samtalen om at “vokse op” bliver afgørende.
Hvorfor introspektion ikke afslører vores udviklingsniveau
En af de mest oversete pointer i denne debat er, at man ikke kan se sit eget udviklingsniveau gennem introspektion alene.
Hvorfor?
Fordi udvikling ikke primært handler om, hvad vi føler indeni og kan opleve gennem introspektion.
Det handler om strukturer i vores måde at forstå verden på. De ‘briller’ vi ser igennem som er vores kulturelle prægninger mv. som udgør det vi har lært - og opfatter verden igennem.
På samme måde som vores brug af korrekte grammatiske regler når vi taler, ligger i et ubevidst domæne, ('sidder på rygmarven') er vores perception og dermed fortolkningen af de subjektive tilstande (og spirituelle/meditative erfaringer) også betinget af vores verdenssyn.
Udviklingspsykologien har gennem de sidste 100 - 150 år, fra pionerer som Jean Piaget og Lawrence Kohlberg til mere integrative tænkere som Ken Wilber - vist, at mennesker gennemløber stadier i deres måde at tænke, føle og relatere på.
Disse stadier:
- Er ikke primært oplevelsesmæssige
- Kan ikke registreres direkte i selvrefleksion
- Afsløres gennem perspektivtagning og adfærd over tid
Man kan have adgang til dyb stilhed og samtidig forstå verden gennem et relativt snævert perspektiv.
Man kan føle fred - og stadig være ubevidst om egne blinde vinkler.
Det betyder ikke, at opvågning er falsk, men at opvågning ikke automatisk omstrukturerer personlighedens udviklingsniveau. (Flere spirituelle lærere overser dette, med den vigtige pointe som - efter min mening, HAR noget på sig, men ikke nødvendigvis er sand. "Det skelsættende ved at vågne op" - hedder det, "vil automatisk umuliggøre det at gøre ondt, da erkendelsen viser at vi alle er ét").
Evolutionens opdagelse ændrer spillet
Før moderniteten tænkte man ofte i evige sandheder. Men med opdagelsen af evolution, biologisk, kulturel og psykologisk, opstod en ny forståelse: Nemlig at alt udvikler sig.
Ikke bare arter, men også vores verdensbilleder.
Ikke bare samfund, men bevidsthedsstrukturer og vores kulturelle udviklingsniveau. (Se Bevidsthedens evolution)
Det betyder, at mennesket ikke blot kan “opdage” en tidløs bevidsthed. Vi kan også udvikle mere komplekse måder at være mennesker på.
Hvis man kun betoner opvågning, risikerer man at overse denne evolutionære dimension. Man kan komme til at tænke, at når først man har gennemskuet egoets illusion, så er arbejdet gjort.
Men evolutionen stopper ikke ved erkendelse. Der er til stadighed en modningsproces som fortsætter så længe vi lever.
Den skjulte risiko ved ensidig opvågning
Der er en subtil fare ved kun at fokusere på nærværet og opvågning.
Hvis man misforstår budskabet, kan man have en tilbøjelighed til at:
- undgå at arbejde med emotionelle traumer
- spirituelt “transcendere” konflikter, man egentlig burde tage ansvar for
- afvise udviklingsarbejde som “egoets projekt”
Men emotionel modenhed er ikke det samme som ego-vedligeholdelse.
Det er udviklingen af:
- Evnen til at rumme ambivalens
- Evnen til at tage ansvar uden at forsvare sig
- Evnen til at se verden fra flere perspektiver samtidig
- Evnen til at integrere sårbarhed
Man kan ikke meditere sig til disse kompetencer alene, for de formes gennem relationer, konflikt, refleksion og feedback.
Hvorfor vi har brug for emotionel voksenudvikling (+ evt. andre intelligenslinjer)
Emotionel voksenudvikling handler om at opdage:
- Hvordan vi reagerer under pres
- Hvilke mønstre vi gentager
- Hvilke udviklingstrin vi endnu ikke har integreret
Det handler om at kunne sige:
“Jeg er bevidst om mine reaktioner, men jeg tager også ansvar for dem.”
Opvågning kan give afstand til reaktionen.
Modning giver kapacitet til at transformere den.
Integration frem for modsætning
Det handler ikke om at vælge mellem nærvær eller udvikling, men netop integrationen af begge.
At kunne hvile i bevidsthedens stilhed og samtidig arbejde konkret med sin psykologiske og relationelle modning, er vejen frem:
1) at kunne opleve indre fred og samtidig anerkende, at man måske endnu ikke kan rumme kompleksitet i konflikter.
2) At kunne erfare det tidløse og samtidig acceptere, at man befinder sig i en udviklingsproces.
Den dobbelte bevægelse
Måske kan man formulere det sådan:
- At vågne op giver frihed fra identifikation.
- At vokse op giver frihed til ansvar.
Den første afslører, hvem vi dybest set er.
Den anden former, hvordan vi lever det - i forhold til vores medmennesker i verden og Skaberværket.
Når begge dimensioner får plads, opstår en mere hel integritet.
Ikke en flugt fra det menneskelige, men en forfinelse af det.
Og måske er det netop her, vi som menneskehed for første gang i i historien, kan begribe betydningen af et helhedsorienteret syn på, hvad det vil sige at være menneske i vores tid.
Ikke i valget mellem stilhed og udvikling, men i modet til at insistere på begge.
0 kommentarer