Picasso-princippet: at lade samtalen finde sin egen form

0 kommentarer

 

Jeg er uddannet fra Vedfelt Instituttet, så jeg har ikke kunnet undgå at lære om Picasso-princippet. Med tiden er det blevet langt mere end en interessant tanke om kunstnerisk kreativitet. For mig peger princippet nemlig på noget grundlæggende i menneskelig kontakt: Vi behøver ikke altid skynde os at forstå, forklare eller forbedre det, der er ved at vise sig – kort sagt.

Ole Vedfelt, ophavsmand til kybernetisk psykologi, beskriver, hvordan en samtale kan blive en kreativ proces, når vi holder vores gode idéer og forslag lidt tilbage og i stedet retter opmærksomheden mod det, der opstår mellem os.
Han knytter tanken til Picasso, som gjorde nye opdagelser undervejs i arbejdet med et billede og efter sigende sagde: »Jeg holder ikke udsalg med mine idéer.« Nogle idéer må ligge i blød og modnes. Andre må ændres eller opgives, så noget andet kan træde tydeligere frem. Det færdige værk bliver til gennem en række fund. Nogle bevares, bearbejdes og andre gange slet og ret, kasseres.

Overført til en samtale betyder det ikke, at vi skal ødelægge det, der fungerer, eller undlade at sige noget vigtigt. Det handler om at lade vores første indskydelse eller forståelse stå åben, før vi handler på den. En pointe kan være rigtig og alligevel ikke være det, der hjælper lige netop nu. En forklaring kan måske lyde overbevisende, men lukke for noget, vi endnu ikke har fået øje på.

Vi kender fristelsen til hurtigt at svare med et råd, en fortolkning eller en historie fra vores eget liv. Det kan føles hjælpsomt, og nogle gange er det det. Men griber vi ind for tidligt, kan vi komme til at overtage samtalen. Den anden får måske mindre plads til at mærke, hvad der rører sig, og finde sine egne ord og forbindelser.
I min uddannelse og træning som psykoterapeut har jeg derfor lært, hvor vigtigt det er at give den andens proces tid til at folde sig ud i stedet for at prøve at udfylde stilheden for hurtigt. Det er i øvrigt et grundlæggende træk ved psykoterapeutisk praksis at kunne bære stilhed.

I en nær samtale, også uden for psykoterapien, påvirkes vi af meget mere end ordene. Stemmen, pauserne, åndedrættet, kropssproget og ansigtsudtrykket, er alt sammen med til at forme vores oplevelse. Både vores bevidste og subliminalt, hvilket vil sige også vores ubevidste.
Samtidig vækker den andens fortælling tanker, følelser og erindringer i os, måske også en impuls til at trøste, forklare eller forsvare. Det sker ofte hurtigt og uden for vores bevidste opmærksomhed. Hvis vi ikke opdager vores egne reaktioner, kan de komme til at styre, hvad vi hører og hvad vi svarer.

Derfor hænger Picasso-princippet for mig tæt sammen med den introspektive træning, jeg har fået på Vedfelt Instituttet. Introspektion betyder her ikke at trække sig ind i sig selv og forlade kontakten, men at lægge mærke til, hvad der sker i én, mens man er i kontakt med et andet menneske. Hvad bliver jeg optaget af? Hvad får jeg lyst til at sige? Hvilke følelser eller antagelser er på spil i mig?

Når vi kan registrere vores reaktioner uden straks at handle på dem, får vi lidt mere frihed til at undersøge, om de passer til situationen. Måske skal jeg stille et spørgsmål eller være stille lidt endnu. Måske er det, jeg selv oplever, relevant at dele, når der er plads til det, hvis det stadig føles vigtigt nok. Vores reaktioner kan fortælle os noget væsentligt, men de giver ikke nødvendigvis hele billedet.

Som terapeuter er vores eget personsystem vores vigtigste redskab. Arbejdet involverer derfor hele vores væren, både vores faglighed og vores evne til at være opmærksomme på de indre signaler, der påvirker os i mødet. En samtale kan på den måde udvikle sig som et samspil: Den andens ord og udtryk kan føre til, at jeg får øje på noget nyt, og det kan ændre mit næste spørgsmål. Samtalen får mulighed for at bevæge sig videre i stedet for blot at bekræfte vores første fortolkninger.

Det betyder ikke, at terapeuten par tous skal være neutral eller uden indflydelse. Terapeuten er en del af mødet og må tage ansvar for sin måde at være til stede på. Opgaven er ikke at fylde rummet med sine egne svar, men at være nærværende nok til at opfange, hvad der er ved at tage form, og samtidig være opmærksom på, hvordan ens egen historie og reaktioner påvirker mødet.

Det er et centralt aspekt af det terapeutiske arbejde. Vi træner ikke kun teknikker til at sige de rigtige ting. Vi træner en opmærksomhed, der kan rumme usikkerhed, følelser og flere mulige forståelser, uden at lukke processen for hurtigt. Det kan give klientens egne erfaringer og resurser bedre plads så de kan blive tydeligere.

Jeg forbinder derfor Picasso-princippet med en særlig form for gensidighed. Terapeut og klient har ikke samme rolle, men mødet påvirker dem begge. Terapeuten bringer sin faglighed og sin person ind i rummet, mens klientens erfaringer og udtryk former den retning som arbejdet tager. Det er i dette samspil, at noget nyt kan opstå.

At vente med sit bedste svar kan føles som at gøre sig selv mindre. Men nogle gange giver vi netop plads til mere: flere nuancer og en forståelse, der ikke kun kommer fra den ene af os. En levende samtale bliver ikke altid bedre af, at vi hurtigt ved, hvor den skal hen. Nogle gange må vi først opdage, hvad der er ved at blive til. I kybernetisk psykologi forbindes denne tilblivelse med begrebet emergens.

Om forfatteren

Følg mig

Christian Uhrskov, psykoterapeut, har mere end 25 års erfaring inden for psykoterapi, understøttet af en omfattende uddannelsesbaggrund og en livslang passion for menneskelig udvikling.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}
Psykoterapeut Christian Uhrskov
Privatlivsoversigt

Dette website bruger cookies, så vi kan tilbyde dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieinformation gemmes i din browser og bruges til at genkende dig, når du vender tilbage til hjemmesiden, samt til at se, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og brugbare.